On the route

Der er mange mennesker, vi har maattet tage afsked med den sidste tid, hvilket har vaeret trist, men samtidig rev lysten til at komme videre mere i os end lysten til at blive i Kijenge. Trods de lidt specielle forhold vi boede under de foerste 2,5 maaneder, saa tog vores vaerts familie sig godt af os, og de var lidt skraemmende at skulle sige farvel til den vante hverdag med fast arbejde, stampub, fast foede paa bordet og samme seng hver aften, frem for at skulle sige hej til at rejse Tanzania rundt, uden nogen form for faste rammer. Vi gav familien afskedsgaver, da vi tog afsted. Hver gang der ikke var elektrisitet, brugte Baba God altid en haandholdt lygte til at laese sin avis om aftenen, mens han kiggede betaget paa vores pandelamper. Derfor fik han saadan en. Mama God fik et nyt saet koekkenknive, hvilket var virkelig tiltraengt. Gods Love fik en Barcelona troeje, og Joyce fik en hue, hvilket hun ogsaa var rigtig glad for. En dag havde vi vaeret ude at koebe huer til Kilimajaro. Pludselig banker Joyce paa doeren og hun staar med min fine nye hue i haanden. "Give me", sager hun. Jeg synes umiddelbart det er et besynderligt spoergsmaal/ordre, saa jeg beder hende gentage, hvorefter samme ord kom ud af hendes mund igen. Hun er utroligt daarlig til engelsk, saa man forstaar sjaeldent, hvad hun mener, men der var hun altsaa klar i maelet. Jeg proever at forklare hende, at hun ikke maa faa min nyindkoebte hue, men det er ikke mange ord der gaar igennem. Andreas river saa sin hue frem og forklarer, at hun godt maa laane den, men han gerne vil have den tilbage igen. "Thank you so much!", siger Joyce og smutter igen. Vi kiggede paa hinanden og funderede over, om hun havde forstaaet ordet 'borrow' og ikke stadig stod ved det oprindelige 'give me!'. Det fandt vi ud af de foelgende dage, for hun simpelthen bar den hue konstant. Ligegyldigt hvor varmt det var, saa sad den fint paa toppen af hendes hoved. Det maatte faa en ende. Vi havde mange overvejelser om, hvordan Andreas skulle faa sin elskede hue tilbage, men vi kom frem til, at han maatte lave et knaek, naar Joyce ikke var hjemme. Det blev det til. Det var et fredeligt knaek, for huen laa trykt og godt midt paa hendes seng. Huen blev derefter gemt langt vaek. Men efter noget tid blev den rodet frem igen til Joyces store glaede, for pludselig en dag havde hun den paa igen. Her maatte Andreas dog tage den direkte konfrontation og sige, han gerne ville have den igen. Ingen sure miner, og huen endte hos sin ejermand. Vi plejer at kalde det for "Joyce Fonden", naar Joyce lige kommer til at laane noget uden at spoerge. Jeg har selv somme tider vaeret hurtig til at beskylde Joyce Fonden for at laane nogle af mine ting, men som oftes har jeg bare ikke kunnet finde dem i mit eget/vores rod. Vi konfronterede hende dog aldrig, hvis der var noget vi ikke kunne finde. Det blev ved snakken om Joyce Fonden, som hun tog sig godt af.
Det var et lille sidespring. Det jeg ville sige var, at alle sammen blev vildt glade for deres gaver og udviste stor begejstring. Baba God, som ellers ikke er en mand, der har foelelserne uden paa toejet, talte paa familiens vegne og udtrykte, hvor glade de alle havde vaeret for at have os boende. Det var dejligt at hoere, for der bliver generelt ikke konverseret saa meget, saa somme tider har jeg vaeret i tvivl, om de overhovedet noed vores seldkab. Men det gjorde de altsaa.
Derudover maatte vi tage afsked med Lohada, hvilket ogsaa var med triste miner, og Mama Wambura faeldede en lille taare. Det er utroligt som man pludselig indser, at man kommer til at savne de personer, man har vaeret omgivet af til hverdag. Jeg lovede, at naar jeg engang bliver rig, saa kommer jeg tilbage igen.

Saa har vi besteget Kilimanjaro, og vi naaede det allesammen til toppen. Andreas og jeg med en mild grad af hoejdesyge, men vi kaempede os igennem det. Det var virkelig stort at staa paa toppen af Afrika. En foelelse, der er svaer at beskrive, og oplevelsen som en helhed var bare helt fantastisk. Omgivet af den smukkeste natur, traskede vi afsted mod toppen. Det var helt klart vejr alle dagene, hvilket var virkelig heldigt, da vi to uger inden havde haft kronisk regnvejr. Alle aftener var der helt klar stjernehimmel og smukt udsyn til toppen af Kili. Vi tog den 'haarde' rute op ad bjerget som hedder Machame Route. Men for at goere det lidt ekstra krydret den sidste dag, saa tog vi Arrow Glacier. En rute, der ellers er blevet nedlagt for turister pga. 3 doedsfald paa klippen for 5 aar siden. Men for lidt ekstra drikkepenge ville vores guides gerne tage os med paa den rute. Vi stod op kl 2 om natten, for at naa op mod toppen til solopgang kl 6. Vi kom saa aldrig afsted til planlagt tid, fordi vores guides sov for laenge. Da de saa endelig kom op, skulle de lige have sig en dejlig varm kop te, inden de skulle nogen vegne. Det gjorde mig lidt arrig, og jeg fik ogsaa udtrykt min utilfredshed verbalt, men der gik ikke meget igennem. 20 minutter forsinkede begyndte vi saa at gaa op ad Arrow Glacier med assistent guiden Stanley paa 60 aar i front. Det var under frysepunktet, og vi var i over 5000 meters hoejde, saa vi froes rigtig let, naar vi stoppede. Det forhindrede ikke Stanley i at stoppe op hver femte minut og traekke vejret. Efter noget tid, stopper vi op og tager en vandpause, hvilket er hurtigt overstaaet. Da vi  var faerdige, skulle Stanley have sig en cigaret. Her traadte Tobias i karakter og fortalte ham, at vi froes og gerne ville videre i et utilfreds tonefald. Men her viftede Stanley ham bare af, for nu skulle han altsaa ryge. I mellemtiden er den forsinkede 'chefguide' Mr. T haelet ind paa os og han overtager styringen, saa gode gamle Stanley kan faa sig en cigaret. Nu begynder tingene at gaa lidt mere glidende og vi kommer hurtigt afsted og faar varmen. Vi gik med vores pandelamper i den moerke nat og klatrede over store sten og stejle klippestykker. Det var rigtig fedt, og vi kom sikkert opad. I mellemtiden var Stanley kommet laengere bagud, og en fra vores gruppe var nede at hjaelpe ham med at varme hans ben. Det virkede ret absurd, at en klient skulle hjaelpe en guide med at komme videre, men saadan var det altsaa. Stakkels mand. Han har jo ikke nogen stor pension at falde tilbage paa, saa han arbejder bare saa laenge han kan. Han var i hvert fald utilfreds med, han ikke fik flere drikkepenge end han gjorde. Det kunne han ikke forstaa. Men da vi endelig naaede toppen, var alle disse ting glemt, og hele oplevelsen har bare vaeret virkelig fed. Vi gik hele vejen ned ad bjerget paa en dag. Det resulterede i, jeg naesten ikke kunne gaa 4 dage efter, men benene har det ok nu. Lige nu er vi i Mwanza, hvor vi skal vaere til og med soendag, inden vi smutter videre ud til en lille oe i Victoria soeen, der hedder Ukerewe. Dette er en oe uden elektrisitet eller noget andet saerligt. Tilgengaeld skulle der vaere et stort antalt albinoer. Det skyldes, at man i gamle dage var saa flov over at foede en albino, at mange af dem blev sendt paa et skib ud til Ukerewe, hvor de kunne vaere afskaaret fra resten af omverdenen. Derude har de saa startet deres eget lille albino samfund, saa det bliver sjovt at se, hvordan det fungerer. Derefter har vi overvejet at tage et smut til Kenya, og derefter hele vejen ned af dem tanzanianske oestkyst. Det bliver rock 'n' roll, men intet er fastsat endnu. Det er fedt endelig at vaere 'on the route' og glaeder mig til at se, hvad der venter os.

Saa er jeg ogsaa kommet med paa moden og har oprettet en blog som mine to kammerater. Der er nu gaaet to maaneder siden vi landede i Dar es Saalaam paa den tanzanianske oestkyst. Der er sket rigtig meget siden. Hvis jeg skulle lave bybdegaaende beskrivelser af det hele, ville jeg ikke blive faerdig i dag.
Jeg vil derfor bruge tiden paa at fortaelle lidt om, hvordan det er at bo i Tanzania.
Det kulturelle chok var enormt overvaeldende, da vi landede i Dar. En lille bitte lufthavn, der bestod af et enkelt lille baand med bagage, hvor de mange folk fra vores fly stod (sorte som hvide) og ventede spaendt paa, om de nogensinde skulle se deres tasker igen. Tanzania skulle efter saa at sige vaere et af Afrikas mere "velfungerende" lande. Det sendte os derfor paa lidt af en indtryks- foelelsesmaessig rutsjetur, da vi traadte ud af den lille lufthavn og blev moedt af landets virkelighed. Folk sad i store maengder og tiggede paa gaderne, baade boern og voksne, husene var faldefaerdige, vejene var bulede, folk proevede desperat at saelge alskens slags ting paa gaderne og vi blev antastet alle vegne "Mzungu, Mzungu" (hvid mand). Det var et virvar af stor fattigdom og stor soegen efter mad og penge.

Det at paa her har vaeret en kaempe omvaeltning fra DK. Der er en del ting, der er blevet lidt vanskeligere. Et stykke rugbroed med lun leverpostej, champignoner og bacon, toejvask og hygiejne generelt er ogsaa lidt mere besvaeligt end foer. Vi har ikke varmt vand i huset eller vaskemaskine. Noget af det foerste Baba God fortalte os, da vi kom var at vi bare skulle sige til, hvis vi ville have et varmt bad. Efter et par dage, taenkte jeg, at det kunne nok vaere meget rart med saadan et bad, saa jeg gik nedenunder og forklarede Joyce (vores hushjaelp) situationen. Jeg taenkte, at de maaske ville slaa det varme vand til, men Joyce tog en elkedel og haeldte kogende vand i en spand. Saa der stod jeg med en spand fuld af en kogende vandmasse. Jeg overvejede situationen et oejeblik og haabede ikke, hun havde taenkt sig, jeg skulle haelde det udover mit korpus, men hun fik paa sit meget gebrokne engelsk forklaret mig, at jeg skulle mikse det med koldt vand og vaske mig med haenderne. Det var ok, men det var simpelthen for besvaerligt, saa lige siden har vi taget bad i iskoldt vand fra bruseren. Det har resulteret i en del faerre bade fra min og Tobias' side af. Andreas er begyndt at holde rigtig meget af det kolde gys, saa han er stort set i bad dagligt.
Toejvask er nok noget af det vaerste. Vi har alle tre en rygsaek med med et indhold af toej som man normalt derhjemme vil kunne raekke ca. en uge, inden man vil kalde det beskidt. Hernede straekker graensen sig for snavsetoej altsaa bare lige lidt laengere. Da vi havde vaeret her omkring 25 dage, besluttede vi os for at vaske vores toej "old fashion way" med brun saebe og en spand med vand. Det var den daarligste beslutning, vi havde taget paa turen. For det foerste blev vandet lynhurtigt brunt, saa det skulle skiftes hele tiden. For det andet tog det 100 aar at skrubbe al den skidt ud af toejet. Og for det tredje var det saa ubegribelig kedeligt, at vi svor, det aldrig nogensinde ville gentage sig. Jeg har siden haft alt mit toej paa vaskeri en enkelt gang. De andre syntes, det var for besvaerligt, saa de tager en gang imellem en par sokker eller underbuskser med ud i bad, og saa bliver de rene.

Tilbage leverpostej og bacon, saa er maden generelt meget anderledes hernede, hvilket nok ikke kommer bag paa nogen. Koed faar vi ikke saa meget af, bortset fra nar vi er paa restaurant. Ellers staar menuen gerne paa noget, der omhandler ris og boenner. Og den nationale ret, ugali, som ikke smager saa fantastisk. Til gengaeld har vi alle sammen faaet et helt andet syn paa vegetarmad, som faktisk kan vaere ganske velsmagende. Man kan faa utrolig meget ud af faa raavarer bare man tilbereder dem rigtigt. Det har Mama God vist gang paa gang, naar hun laver magi i koekkenet.

Tiden udloeber paa denne lille netcafe i Arusha City, men I hoerer mere fra mig, naar jeg kommer til en computer igen.

Dadaye.