Saa er jeg ogsaa kommet med paa moden og har oprettet en blog som mine to kammerater. Der er nu gaaet to maaneder siden vi landede i Dar es Saalaam paa den tanzanianske oestkyst. Der er sket rigtig meget siden. Hvis jeg skulle lave bybdegaaende beskrivelser af det hele, ville jeg ikke blive faerdig i dag.
Jeg vil derfor bruge tiden paa at fortaelle lidt om, hvordan det er at bo i Tanzania.
Det kulturelle chok var enormt overvaeldende, da vi landede i Dar. En lille bitte lufthavn, der bestod af et enkelt lille baand med bagage, hvor de mange folk fra vores fly stod (sorte som hvide) og ventede spaendt paa, om de nogensinde skulle se deres tasker igen. Tanzania skulle efter saa at sige vaere et af Afrikas mere "velfungerende" lande. Det sendte os derfor paa lidt af en indtryks- foelelsesmaessig rutsjetur, da vi traadte ud af den lille lufthavn og blev moedt af landets virkelighed. Folk sad i store maengder og tiggede paa gaderne, baade boern og voksne, husene var faldefaerdige, vejene var bulede, folk proevede desperat at saelge alskens slags ting paa gaderne og vi blev antastet alle vegne "Mzungu, Mzungu" (hvid mand). Det var et virvar af stor fattigdom og stor soegen efter mad og penge.

Det at paa her har vaeret en kaempe omvaeltning fra DK. Der er en del ting, der er blevet lidt vanskeligere. Et stykke rugbroed med lun leverpostej, champignoner og bacon, toejvask og hygiejne generelt er ogsaa lidt mere besvaeligt end foer. Vi har ikke varmt vand i huset eller vaskemaskine. Noget af det foerste Baba God fortalte os, da vi kom var at vi bare skulle sige til, hvis vi ville have et varmt bad. Efter et par dage, taenkte jeg, at det kunne nok vaere meget rart med saadan et bad, saa jeg gik nedenunder og forklarede Joyce (vores hushjaelp) situationen. Jeg taenkte, at de maaske ville slaa det varme vand til, men Joyce tog en elkedel og haeldte kogende vand i en spand. Saa der stod jeg med en spand fuld af en kogende vandmasse. Jeg overvejede situationen et oejeblik og haabede ikke, hun havde taenkt sig, jeg skulle haelde det udover mit korpus, men hun fik paa sit meget gebrokne engelsk forklaret mig, at jeg skulle mikse det med koldt vand og vaske mig med haenderne. Det var ok, men det var simpelthen for besvaerligt, saa lige siden har vi taget bad i iskoldt vand fra bruseren. Det har resulteret i en del faerre bade fra min og Tobias' side af. Andreas er begyndt at holde rigtig meget af det kolde gys, saa han er stort set i bad dagligt.
Toejvask er nok noget af det vaerste. Vi har alle tre en rygsaek med med et indhold af toej som man normalt derhjemme vil kunne raekke ca. en uge, inden man vil kalde det beskidt. Hernede straekker graensen sig for snavsetoej altsaa bare lige lidt laengere. Da vi havde vaeret her omkring 25 dage, besluttede vi os for at vaske vores toej "old fashion way" med brun saebe og en spand med vand. Det var den daarligste beslutning, vi havde taget paa turen. For det foerste blev vandet lynhurtigt brunt, saa det skulle skiftes hele tiden. For det andet tog det 100 aar at skrubbe al den skidt ud af toejet. Og for det tredje var det saa ubegribelig kedeligt, at vi svor, det aldrig nogensinde ville gentage sig. Jeg har siden haft alt mit toej paa vaskeri en enkelt gang. De andre syntes, det var for besvaerligt, saa de tager en gang imellem en par sokker eller underbuskser med ud i bad, og saa bliver de rene.

Tilbage leverpostej og bacon, saa er maden generelt meget anderledes hernede, hvilket nok ikke kommer bag paa nogen. Koed faar vi ikke saa meget af, bortset fra nar vi er paa restaurant. Ellers staar menuen gerne paa noget, der omhandler ris og boenner. Og den nationale ret, ugali, som ikke smager saa fantastisk. Til gengaeld har vi alle sammen faaet et helt andet syn paa vegetarmad, som faktisk kan vaere ganske velsmagende. Man kan faa utrolig meget ud af faa raavarer bare man tilbereder dem rigtigt. Det har Mama God vist gang paa gang, naar hun laver magi i koekkenet.

Tiden udloeber paa denne lille netcafe i Arusha City, men I hoerer mere fra mig, naar jeg kommer til en computer igen.

Dadaye.