Thursday, October 27, 2011

On the route

Der er mange mennesker, vi har maattet tage afsked med den sidste tid, hvilket har vaeret trist, men samtidig rev lysten til at komme videre mere i os end lysten til at blive i Kijenge. Trods de lidt specielle forhold vi boede under de foerste 2,5 maaneder, saa tog vores vaerts familie sig godt af os, og de var lidt skraemmende at skulle sige farvel til den vante hverdag med fast arbejde, stampub, fast foede paa bordet og samme seng hver aften, frem for at skulle sige hej til at rejse Tanzania rundt, uden nogen form for faste rammer. Vi gav familien afskedsgaver, da vi tog afsted. Hver gang der ikke var elektrisitet, brugte Baba God altid en haandholdt lygte til at laese sin avis om aftenen, mens han kiggede betaget paa vores pandelamper. Derfor fik han saadan en. Mama God fik et nyt saet koekkenknive, hvilket var virkelig tiltraengt. Gods Love fik en Barcelona troeje, og Joyce fik en hue, hvilket hun ogsaa var rigtig glad for. En dag havde vi vaeret ude at koebe huer til Kilimajaro. Pludselig banker Joyce paa doeren og hun staar med min fine nye hue i haanden. "Give me", sager hun. Jeg synes umiddelbart det er et besynderligt spoergsmaal/ordre, saa jeg beder hende gentage, hvorefter samme ord kom ud af hendes mund igen. Hun er utroligt daarlig til engelsk, saa man forstaar sjaeldent, hvad hun mener, men der var hun altsaa klar i maelet. Jeg proever at forklare hende, at hun ikke maa faa min nyindkoebte hue, men det er ikke mange ord der gaar igennem. Andreas river saa sin hue frem og forklarer, at hun godt maa laane den, men han gerne vil have den tilbage igen. "Thank you so much!", siger Joyce og smutter igen. Vi kiggede paa hinanden og funderede over, om hun havde forstaaet ordet 'borrow' og ikke stadig stod ved det oprindelige 'give me!'. Det fandt vi ud af de foelgende dage, for hun simpelthen bar den hue konstant. Ligegyldigt hvor varmt det var, saa sad den fint paa toppen af hendes hoved. Det maatte faa en ende. Vi havde mange overvejelser om, hvordan Andreas skulle faa sin elskede hue tilbage, men vi kom frem til, at han maatte lave et knaek, naar Joyce ikke var hjemme. Det blev det til. Det var et fredeligt knaek, for huen laa trykt og godt midt paa hendes seng. Huen blev derefter gemt langt vaek. Men efter noget tid blev den rodet frem igen til Joyces store glaede, for pludselig en dag havde hun den paa igen. Her maatte Andreas dog tage den direkte konfrontation og sige, han gerne ville have den igen. Ingen sure miner, og huen endte hos sin ejermand. Vi plejer at kalde det for "Joyce Fonden", naar Joyce lige kommer til at laane noget uden at spoerge. Jeg har selv somme tider vaeret hurtig til at beskylde Joyce Fonden for at laane nogle af mine ting, men som oftes har jeg bare ikke kunnet finde dem i mit eget/vores rod. Vi konfronterede hende dog aldrig, hvis der var noget vi ikke kunne finde. Det blev ved snakken om Joyce Fonden, som hun tog sig godt af.
Det var et lille sidespring. Det jeg ville sige var, at alle sammen blev vildt glade for deres gaver og udviste stor begejstring. Baba God, som ellers ikke er en mand, der har foelelserne uden paa toejet, talte paa familiens vegne og udtrykte, hvor glade de alle havde vaeret for at have os boende. Det var dejligt at hoere, for der bliver generelt ikke konverseret saa meget, saa somme tider har jeg vaeret i tvivl, om de overhovedet noed vores seldkab. Men det gjorde de altsaa.
Derudover maatte vi tage afsked med Lohada, hvilket ogsaa var med triste miner, og Mama Wambura faeldede en lille taare. Det er utroligt som man pludselig indser, at man kommer til at savne de personer, man har vaeret omgivet af til hverdag. Jeg lovede, at naar jeg engang bliver rig, saa kommer jeg tilbage igen.

Saa har vi besteget Kilimanjaro, og vi naaede det allesammen til toppen. Andreas og jeg med en mild grad af hoejdesyge, men vi kaempede os igennem det. Det var virkelig stort at staa paa toppen af Afrika. En foelelse, der er svaer at beskrive, og oplevelsen som en helhed var bare helt fantastisk. Omgivet af den smukkeste natur, traskede vi afsted mod toppen. Det var helt klart vejr alle dagene, hvilket var virkelig heldigt, da vi to uger inden havde haft kronisk regnvejr. Alle aftener var der helt klar stjernehimmel og smukt udsyn til toppen af Kili. Vi tog den 'haarde' rute op ad bjerget som hedder Machame Route. Men for at goere det lidt ekstra krydret den sidste dag, saa tog vi Arrow Glacier. En rute, der ellers er blevet nedlagt for turister pga. 3 doedsfald paa klippen for 5 aar siden. Men for lidt ekstra drikkepenge ville vores guides gerne tage os med paa den rute. Vi stod op kl 2 om natten, for at naa op mod toppen til solopgang kl 6. Vi kom saa aldrig afsted til planlagt tid, fordi vores guides sov for laenge. Da de saa endelig kom op, skulle de lige have sig en dejlig varm kop te, inden de skulle nogen vegne. Det gjorde mig lidt arrig, og jeg fik ogsaa udtrykt min utilfredshed verbalt, men der gik ikke meget igennem. 20 minutter forsinkede begyndte vi saa at gaa op ad Arrow Glacier med assistent guiden Stanley paa 60 aar i front. Det var under frysepunktet, og vi var i over 5000 meters hoejde, saa vi froes rigtig let, naar vi stoppede. Det forhindrede ikke Stanley i at stoppe op hver femte minut og traekke vejret. Efter noget tid, stopper vi op og tager en vandpause, hvilket er hurtigt overstaaet. Da vi  var faerdige, skulle Stanley have sig en cigaret. Her traadte Tobias i karakter og fortalte ham, at vi froes og gerne ville videre i et utilfreds tonefald. Men her viftede Stanley ham bare af, for nu skulle han altsaa ryge. I mellemtiden er den forsinkede 'chefguide' Mr. T haelet ind paa os og han overtager styringen, saa gode gamle Stanley kan faa sig en cigaret. Nu begynder tingene at gaa lidt mere glidende og vi kommer hurtigt afsted og faar varmen. Vi gik med vores pandelamper i den moerke nat og klatrede over store sten og stejle klippestykker. Det var rigtig fedt, og vi kom sikkert opad. I mellemtiden var Stanley kommet laengere bagud, og en fra vores gruppe var nede at hjaelpe ham med at varme hans ben. Det virkede ret absurd, at en klient skulle hjaelpe en guide med at komme videre, men saadan var det altsaa. Stakkels mand. Han har jo ikke nogen stor pension at falde tilbage paa, saa han arbejder bare saa laenge han kan. Han var i hvert fald utilfreds med, han ikke fik flere drikkepenge end han gjorde. Det kunne han ikke forstaa. Men da vi endelig naaede toppen, var alle disse ting glemt, og hele oplevelsen har bare vaeret virkelig fed. Vi gik hele vejen ned ad bjerget paa en dag. Det resulterede i, jeg naesten ikke kunne gaa 4 dage efter, men benene har det ok nu. Lige nu er vi i Mwanza, hvor vi skal vaere til og med soendag, inden vi smutter videre ud til en lille oe i Victoria soeen, der hedder Ukerewe. Dette er en oe uden elektrisitet eller noget andet saerligt. Tilgengaeld skulle der vaere et stort antalt albinoer. Det skyldes, at man i gamle dage var saa flov over at foede en albino, at mange af dem blev sendt paa et skib ud til Ukerewe, hvor de kunne vaere afskaaret fra resten af omverdenen. Derude har de saa startet deres eget lille albino samfund, saa det bliver sjovt at se, hvordan det fungerer. Derefter har vi overvejet at tage et smut til Kenya, og derefter hele vejen ned af dem tanzanianske oestkyst. Det bliver rock 'n' roll, men intet er fastsat endnu. Det er fedt endelig at vaere 'on the route' og glaeder mig til at se, hvad der venter os.

1 comment:

  1. Sp├Žndende l├Žsning. Godt I kom sikkert op og ned. God tur videre.

    ReplyDelete